Arbejdsløsheden under Besættelsen

Efter første verdenskrig steg arbejdsløsheden og da 2. verdenskrig brød ud blev det ikke bedre efter rationeringen blev indført og blokaden af import.

Gennem 30’erne havde arbejdsløsheden været stor herhjemme, omtrent hver tredje arbejder havde været uden arbejde i de værste måneder i vinteren i 1939. Da foråret 1940 skulle have bragt lysning i dette forhold kom besættelsen, og den ændrede råvare- og brændstofsituation viste sig hurtigt følelig for en lang række virksomheder. Hertil kom mørklægningen, der f.eks. reducerede arbejdstiderne på skibsværfterne.

For at bekæmpe arbejdsløsheden indførtes der en arbejdsfordelingsordning, der rationerede arbejdet i en række fag. Godtgørelsen til arbejdere, hvis arbejdstid blev nedsat, dækkedes gennem bidrag fra samtlige lønmodtagere, og ved tilskud fra staten. Arbejdsfordelingen ramte f.eks. i september 1940 ca. 79,000 arbejdere. Senere gik tallet noget ned, fordi situationen skabte nye beskæftigelsesmuligheder. En del danske arbejdere fandt således arbejde i Tyskland og Norge, andre i tørvemoser og brunkulslejer. Offentlige og private arbejdere med offentlig støtte kom til at beskæftige mange flere end i 30’erne, og endelig medførte den såkaldte “denationalisering” en meget større efterspørgsel på arbejdskraft.

Senere under besættelsen, da de store tyske anlæg af befæstninger, flyvepladser etc. rigtigt kom i gang, kom der heraf et nyt behov for arbejdskraft. Arbejdsløsheden blev derfor – groft taget – et delende problem under besættelsen. Dette kunne naturligvis ikke forudses, og i efteråret 1940, da situationen så mest truede ud, udarbejdede regeringen et kompleks af beskæftigelseslove, der vedtoges af regeringen. De omfattede grundforbedringer, landvindingsarbejder, lån og tilskud til byggearbejder på landet til blandt andet beboelses- og avlsbygninger, arbejderboliger, ensilagebeholdere samt tilskud til støtte til istandsættelser, varmeisolering el.lign. af byejendomme. Der oprettedes en beskæftigelsesfond til at finansiere beskæftigelseslovgivningen. Det varede dog lidt, inden virkningen af disse foranstaltninger rigtig slog igennem, og da kom de altså til at virke sammen med de foran nævnte faktorer af anden art.

“Spile er ikke Spild – naar Spildindsamlingen faar det”.

Sådan lød sloganet fra LAB.

Spild er ikke bare spild når Spildsamlerne for det (Arbejdsløsheden)Under krigen blev der blokerede for importen af vare og industrimaterialer, så der var mangel på stort set alt, man måtte derfor indføre rationering på de fleste hverdags vare, og erstatninger for være som ikke kunne importeres, så som kaffe, krydderier med mere. Man var også nød til at genbruge alt hvad der kunne genbruges. De arbejdsløse som ikke havde fådet noget arbejde i f.eks. tørvemoser og brunkulslejer kunne tjene lidt penge ved at indsamle alt det “spild” som kunne genbruges. De som samlede ind til genbrug kaldte man spildsamlernes, og deres slogan var “Spile er ikke Spild – naar Spildindsamlingen faar det”. Det var Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse (LAB) som stod bag dette projekt.

Hvad blev indsamlet, og hvad blev det brugt til.
Der blev indsamlet alt f.eks. glas, papir, metalvare eller grøntsagsaffald som blev lavet til dyrefoder. Dermed kunne man bekæmpe arbejdsløsheden og manglen på varer samtidig.

Herunder kan de se eksempel på hvordan de blev genbrugt.

  • Elpære: Glasset blev smeltet om til nyt glas, tinnet blev genbrugt, og ny glødetråd bliver monteret, og man har så en pære som kan genbruges.
  • Glas: Glasset bliver smeltet og bliver lavet til glasuld som blev syet sammen med papir og brugt som isolering.
  • Konservesdåser fra madvare fik ny top, og blev genanvendt til ekskl. maling, olie, lak og fernis.
  • Aviser, pap, ugeblade m.m. blev lavet om til nyt papir.
  • Gummivare blev lavet om til nye slanger, cykeldæk m.m.
  • Knust glas, flasker m.v. blev smeltet om til nyt glas.

Alt hvad der kunne genanvendes blev indsamlet af spildsamlerne, eller man kunne selv indlevere det hos LAB’s pinsamlings stationer.