Beredskaber

Beredskaber under besættelsen.

Lige før og under besættelsen blev der stiftet en masse beredskaber som skulle hjælpe civilbefolkningen i krisesituationer.

 

DKB


Danske Kvinders Beredskab “DKB” gjorde stor nytte under besættelsen.

Danske Kvinders Beredskab blev stiftet i marts 1940. Foreningen hørte under Dansk Luftværnsforening, og havde den daværende kronprinsesse Ingrid som protektor. DKB blev hurtigt populært, og gennem opfordring til lokale kvindeorganisationer lykkedes det at oprette afdelinger af “Danske Kvinders Beredskab” over hele Danmark. På landsplan var der omkring 42.000 medlemmer i perioden fra 1940 og frem til befrielsen i 1945.

Medlemmer af foreningen stod altid til rådighed for de danske myndigheder, og blev trænet til at varetage forskellige opgaver inden for plejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning.

DKB efter besættelsen.

Efter krigen forandrede DKBs arbejdsopgaver, og man begyndte at arrangere kurser i brandslukning og ambulancekørsel. I perioden fra 1946 faldt medlemstallet i “Danske Kvinders Beredskab”, på landsplan, da foreningen fik stor konkurrence fra det nyoprettede Lottekorps og Det Danske Kvindelige Marinekorps.

 

Civile Beredskab.


Det Civile Beredskab hørte under Statens Civile Luftværn.

I slutningen af 1930’erne, vedtog Rigsdagen luftværns lovene som følge af den stigende uro i Europa. I kommunalt regi skulle det skabe beskyttelse for civilbefolkningen mod følgerne af krig. Tiltagene blev kaldt luftværn, og blev delt op i flere tjenester herunder “CB-Brand, CB-Sanitet, CB-Teknisk Tjeneste, CB-Gastjeneste, og andre tjenester. Disse grupper skulle kunne indsættes med værnepligtigt og frivilligt mandskab på et skadested efter et angreb. Den statslige myndighed for CB var Statens Civile Luftværn, som blev oprettet 1. maj 1938.

Mange byer over hele landet blev allerede før besættelsen “luftværns pligtige” og skulle opretholde materiel reserver, og gennemføre beredskabsplaner. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, var landet ikke helt uforberedt. Under besættelsen skete der en løbende udvikling af beredskaberne som et “fabriks luftværn“, da fabrikkerne ikke kunne regne med assistance fra byens brandvæsen i tilfælde af angreb. CBBrand fungerede som en overbygning på det lokale brandberedskab. Størrelsen varierede en del, da beredskabet omfattede både større og mindre byer efter behov. Det var ikke alle brandvagter, der var fast bemandede – mange blev kun bemandet i tilfælde af flyvervarsel. Kommunerne skulle sørge for indkøb og opmagasinering af materiel, der kunne fremføres af både frivillige og værnepligtige på udskrevne køretøjer.

Skader:

Skaderne i en by kunne være ret store, og tilkørselsveje kunne være spærrede. Derfor blev der i større byer oprettet flere hjælpebrandstationer, der bestod af det stående kommunale beredskab suppleret med CB-brandvagternes mandskab og materiel. Fordelingen skulle også mindske risikoen for at hele styrken blev sat ud ved et enkelt angreb. Økonomien rakte ikke altid til det ønskede antal stationer især i Hovedstadsområdet, hvor de mest gennemgribende foranstaltninger skulle gennemføres. Københavns Kommune havde i sin beredskabsplan af 1. marts 1940 planlagt 36 hjælpe brandvagter, der skulle udbygges til 82 men nåede aldrig højere end 22.

Ud over de lokale CB-vagter blev der mellem 1941 – 1943 oprettet ni regionale kaserner til brug for Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU-kolonner) med standardiserede køretøjer til brug for de enkelte CB-tjenestegrene.

CBU hørte ligeledes under Statens Civile Luftværn, og skulle hjælpe det lokale luftværn. De kom bl.a. til opgave at hjembringe danske koncentrationslejrfanger umiddelbart inden befrielsen.

Her ses alle CB tjenesterne:

CB – St.c.L (Statens Civile Luftværn).
CB – Politi (Polititjeneste).
CB – Brand (Brandtjeneste).
CB – Sanitet (Sanitetstjenesten).
CB – Tekn. (Teknisk Tjeneste).
CB – Gastj. (Gasbeskyttelse Tjenesten).
CB – Rydning (Rydningstjenesten).
CB – Soc. (Socialtjenesten).
CBU. (Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner).