DAF – Deutsche Arbeitsfront: Et forbund som styrede det hele
DAF – Deutsche Arbeitsfront var Nazitysklands eneste tilladte arbejdsorganisation. Den erstattede fagforeningerne i 1933 og kontrollerede både arbejdsliv og fritid. Under ledelse af Robert Ley blev DAF et redskab for nazistisk propaganda, politisk kontrol og krigsøkonomi med over 22 millioner medlemmer frem til 1945.
Hvad var DAF (Deutsche Arbeitsfront)?
DAF, eller Deutsche Arbeitsfront, var den eneste lovlige arbejdsorganisation i Nazityskland. Den blev oprettet den 10. maj 1933, kort tid efter Adolf Hitlers magtovertagelse. Organisationen samlede arbejdere og arbejdsgivere i én fælles struktur og fungerede som afløser for de frie fagforeninger.
De oprindelige fagforeninger og arbejdsgiverforbund blev hurtigt forbudt. Deres kontorer blev lukket, og fagforeningsledere blev arresteret eller sendt i koncentrationslejre. På den måde fjernede Hitler enhver opposition på arbejdsmarkedet.
DAF fremstod som en samlende kraft, men havde i praksis ét hovedformål: total kontrol over arbejdsstyrken. Organisationen skulle sikre loyalitet, produktivitet og ideologisk opbakning til regimet.
Robert Ley og opbygningen af en massebevægelse
Robert Ley blev udnævnt som leder af DAF. Han var en tæt allieret af Hitler og kendt for sin aggressive retorik og blinde loyalitet. Under hans ledelse blev DAF hurtigt udbygget til en enorm masseorganisation.
DAF havde i teorien frivilligt medlemskab. Men i praksis blev det svært at finde eller beholde arbejde uden medlemskab. Allerede i 1934 havde organisationen over 10 millioner medlemmer. Ved krigens udbrud i 1939 var tallet steget til mere end 22 millioner.
Organisationen var opdelt i flere afdelinger med ansvar for blandt andet faglig uddannelse, arbejdsdisciplin, kultur og fritid. DAF udgav desuden egne aviser og brochurer, som spredte nazistisk propaganda til millioner af tyskere.
Robert Ley beskrev selv DAF som en “arbejdsbevægelse med tysk sjæl og nationalsocialistisk vilje”. Hans mål var at skabe en klasseharmoni, hvor arbejdere og arbejdsgivere var forenet i kampen for det tyske folk.
Fritid, ideologi og manipulation
DAF kontrollerede ikke kun arbejdslivet, men også store dele af arbejdernes fritid. To centrale afdelinger blev skabt til dette formål:
Kraft durch Freude (KdF) – “Styrke gennem glæde”
KdF tilbød billige rejser, teaterforestillinger, koncerter, sportsbegivenheder og organiserede ferieophold – også til udlandet. Formålet var at forbedre arbejdernes moral og binde dem tættere til regimet. Programmet blev markedsført som socialt fremskridt, men det var samtidig et redskab til ideologisk kontrol.
Schönheit der Arbeit – “Arbejdets skønhed”
Denne afdeling arbejdede for at forbedre de fysiske forhold på arbejdspladsen. Den fokuserede på lys, renlighed og ventilation. Det handlede ikke om arbejdstagerrettigheder, men om at øge produktiviteten og styrke stoltheden over arbejdet.
Disse programmer hjalp med at skjule regimets undertrykkelse. Mange arbejdere følte sig hørt og værdsat, selvom de reelt havde mistet retten til at organisere sig frit.
LÆS OGSÅ Kraft durch Freude
DAF’s rolle i nazistisk politik og krigsøkonomi
DAF var et vigtigt redskab i regimets forsøg på at styre økonomien og mobilisere befolkningen til krig. Organisationen regulerede løn- og arbejdsvilkår, uden nogen form for forhandling. Strejker og arbejdsnedlæggelser blev betragtet som forræderi.
Nazistiske tillidsmænd blev indsat på fabrikker og kontorer for at overvåge arbejdere. Deres opgave var at sikre politisk loyalitet og rapportere modstand mod regimet. Det skabte et klima af frygt og selvcensur.
Under Anden Verdenskrig fik DAF også en rolle i organiseringen af tvangsarbejde. Millioner af udenlandske arbejdere blev hentet til Tyskland og sat i arbejde under tvang. DAF var med til at administrere og overvåge disse forhold.
Organisationens motto var “Ære gennem arbejde”, men æren blev ofte til underkastelse og lydighed. Den nazistiske stat brugte DAF til at kvæle ethvert frø af modstand i arbejdsstyrken.
Nedlæggelse og eftermæle af DAF
Efter Nazitysklands sammenbrud i maj 1945 blev DAF opløst af de allierede. Organisationens aktiver blev beslaglagt, og mange af dens ledere blev anklaget for forbrydelser. Robert Ley blev tiltalt ved Nürnbergprocessen, men begik selvmord i sin celle, før sagen gik i gang.
DAF huskes i dag som et eksempel på, hvordan diktaturer kan bruge velfærds- og arbejdsinstitutioner som redskaber til kontrol. Ved at forene arbejdere og arbejdsgivere i én ideologisk ramme fjernede regimet alle frie forhandlinger.
Organisationens omfattende aktiviteter – fra ferierejser til tvangsarbejde – viser, hvordan propaganda og praktiske goder kan skjule en brutal virkelighed. DAF fungerede som et effektivt instrument for social disciplinering og politisk ensretning.
