Stutthof lejren som er kendt for dødsmarchen
Lejrens historie
Koncentrationslejren Stutthof, blev oprettet i fristaten Danzigs i 1939. Lejren var beliggende ca. 35 km fra Danzig. Den blev oprettet som en beskeden fangelejr men i 1941 blev den overført til det tyske SS. I januar 1942 blev den officielt anerkendt som koncentrationslejr. I 1943 begyndte man at udbygge lejren med den såkaldte nye lejr, som efterhånden rummede størsteparten af fangerne, men den blev aldrig færdigbygget. Der blev oprettet omkring 100 underlejrede fordelt i Vest- og Østprøjsen.
Ændringerne var ikke mærkbare for fangerne.
I starten var Stutthof en lille lejr med ca 3.600 fanger, både mænd og kvinder, især polske fanger men også mange jøder. Fra 1942 kom der flere nationaliteter til lejren, russere, nordmænd, franskmænd, hollændere, belgiere, tjekker, litauere, letter, danskere og sigøjnere. I alt havde lejren og de 100 arbejdslejre/udekommandoer 52.000 fanger, da antallet var højst. Der var 271 norske politibetjente og 152 danske fanger i lejren, hvoraf 7 kvinder.
Fangerne udførte skovarbejde og byggeri samt arbejde på et anlæg til forsvar mod den russiske hær. De arbejdede også med lejrens anliggender, og på mange fabrikker i nærheden. Dødeligheden i lejren var generelt meget høj og da der stadig kom flere fanger til, var den stadigt stigende. Der omkom i alt ca. 70.000 fanger i Stutthof, især som følge af sult, sygdom, chikaner og mishandling.
Østfronten
Da Østfronten nærmede sig i 1944, gik SS i gang med at nedlægge ghettoer og koncentrationslejre i Østeuropa, hvilket medførte en stor tilgang til Stutthof – især af jøder fra de evakuerede lejre – med en utrolig overbelægning som følge. Ved slutningen af 1944 var 70% af fangerne jøder. I foråret 1944 blev der indrettet et gaskammer, hvor fanger dræbtes systematisk med cyklon B. Kapaciteten blev for lille på grund af, at SS ønskede, at dræbe alle jøderne østfra. Gaskammeret suppleredes derfor med en jernbanevogn, der var indrettet til samme formål. Forgiftning ved injektion anvendtes ligeledes. Også krematoriets kapacitet var for lille, hvorfor ligene brændtes på åbent bål.
Lejren er ikke mindst kendt for fangernes store dødsmarch i januar, februar og marts 1945. Dødsmarchen iværksattes, fordi lejren skulle evakueres, da den russiske hær nærmede sig. Den begyndte den 25. januar og endte for de overlevende i Schweslin den 10. marts 1945, da fangevogterne flygtede. Nogle fanger var blevet tilbage i lejren. Den blev imidlertid forsvaret så effektivt, at de russiske tropper først kunne overtage lejren og befri fangerne den 10. maj 1945, dagen efter Tysklands kapitulation.
Efter 2. verdenskrig.
Efter krigens afslutning blev vagter og kapoer stillet for retten i Polen. Ved den første rettergang af i alt fire blev 11 personer, heraf fem kvinder, dømt til døden. De blev henrettet ved hængning den 4. juli 1946 foran en folkemasse på flere tusinde mennesker.
