SA – Hitlers Stormtropper: Nazipartiets brutale gadekrigere

SA, også kaldet Sturmabteilung eller brunskjorter, var Nazipartiets paramilitære kamporganisation. De spillede en central rolle i Hitlers magtovertagelse ved at intimidere modstandere og kontrollere gaderne. SA mistede indflydelse efter De lange knives nat i 1934, hvor SS overtog magten i det nazistiske voldshierarki.

Del denne side.

Grundlæggelse og Formål

Sturmabteilung, forkortet SA, blev grundlagt i 1920 som en del af det spirende nationalsocialistiske projekt, der ønskede at omstyrte den svage Weimarrepublik og skabe et autoritært, nationalistisk Tyskland. Organisationen blev dannet som en paramilitær gren af NSDAP, og dens hovedformål var at beskytte nazistiske møder, bekæmpe politiske modstandere på gaden og fungere som en væbnet forlængelse af partiet.

SA’s oprindelige navn var Ordnertruppe, og den opstod som en slags sikkerhedsvagt for Hitlers taler i de tidlige 1920’eres Münchener ølkældre. Her blev den nye bevægelse mødt af voldelige sammenstød med kommunister og socialdemokrater, som også benyttede deres egne militsgrupper, eksempelvis den kommunistiske Rote Frontkämpferbund. I dette miljø opstod behovet for en organiseret og loyal styrke.

Ernst Röhm, en tidligere officer fra Første Verdenskrig, blev en central skikkelse i opbygningen af SA. Han var en dygtig organisator og delte Hitlers had til demokratiet og ønsket om national genrejsning. Under hans ledelse udviklede SA sig til en massebevægelse, som ikke blot deltog i politisk vold, men også var et samlingspunkt for arbejdere, krigsveteraner og nationalister, der følte sig svigtet af Weimarrepublikken.

Uniform, Identitet og Symbolik

Et af SA’s mest genkendelige træk var deres brune uniformer, som snart gav dem tilnavnet die Braunhemden – “brunskjorterne”. Farven blev valgt af praktiske årsager: Adolf Hitler havde fået tilbudt et overskudslager af brune uniformer, oprindeligt tiltænkt kolonitropper i Tysk Østafrika, gennem en østrigsk tekstilhandler. Resultatet blev, at SA fra starten fik en ensartet og letgenkendelig fremtoning, der adskilte dem fra både politiske modstandere og almindelige borgere.

Brunskjorternes tilstedeværelse i gaderne blev et bevidst redskab i den nazistiske propaganda. De marcherede i formation, deltog i massedemonstrationer og bar armbind med det karakteristiske hagekors. De fremstod som en disciplineret, handlekraftig og nationalt bevidst styrke i kontrast til den politiske uro og kaos, der herskede i Tyskland efter 1918.

I kontrast til SA opstod senere Schutzstaffel (SS), som i begyndelsen var en lille livvagtsgruppe for Hitler, men som i 1930’erne voksede til en selvstændig organisation med elitært præg. SS bar sorte uniformer og distancerede sig hurtigt fra SA’s proletariske, ofte rodløse medlemmer. Dette forskel i stil og klassepræg blev med tiden en vigtig årsag til rivaliseringen mellem de to organisationer.

Vækst, Magt og Indre Spændinger

SA voksede eksplosivt i 1920’erne og 30’erne. I 1932 havde organisationen over tre millioner medlemmer og udgjorde dermed en af de største paramilitære grupper i Europa. Deres primære aktiviteter var rettet mod politiske modstandere, især kommunister og socialdemokrater, som blev angrebet, truet og ofte mishandlet. I takt med Hitlers voksende succes ved valg begyndte SA at opfatte sig selv som en central aktør i den kommende “nazistiske revolution”.

Problemet for Hitler opstod, da SA – især under Ernst Röhm – begyndte at få egne politiske ambitioner. Röhm ønskede at omdanne SA til en ny, “folkelig hær”, der skulle erstatte den traditionelle tyske Reichswehr, som han opfattede som aristokratisk, reaktionær og fjendtlig over for nationalsocialismen. Han krævede desuden, at Hitlers revolution skulle fortsætte – denne gang rettet mod kapitalister og storborgerskab.

Men for Hitler var magtovertagelsen i 1933 netop en afslutning på revolutionen, ikke en begyndelse. For at fastholde sin nyvundne magt havde han brug for støtte fra hæren og industrien, som frygtede SA’s radikale og revolutionære strømninger. Samtidig begyndte SA’s brutale overgreb – herunder tilfældige arrestationer og tortur i private fængsler – at skabe uro og skandaler. Hermann Göring, der selv havde skabt Preussens hemmelige politi (Gestapo), måtte gribe ind. Rudolf Diels, hans chef for politiovervågning, rapporterede om voldsomme overgreb med jernstænger, gummikøller og vilkårlige henrettelser. SA blev med andre ord en trussel mod både det politiske system og Hitler selv.

De Lange Knives Nat og SA’s Fald

Krisen nåede sit højdepunkt i juni 1934. Under påskud af, at Röhm planlagde et kup, iværksatte Hitler en brutal udrensning kendt som De Lange Knives Nat (30. juni – 2. juli 1934). Med hjælp fra SS og Gestapo blev ledelsen af SA arresteret og henrettet uden rettergang. Ernst Röhm, som havde været en nær personlig ven af Hitler, blev først fængslet og siden skudt, efter at han nægtede at begå selvmord.

Denne aktion havde flere formål: Den beroligede hæren, fjernede en potentiel rival, styrkede SS og demonstrerede Hitlers absolutte magt. Den blev officielt fremstillet som et nødvendigt opgør med “forrædere” og “moralsk korrumperede” elementer, men i virkeligheden var det en koldblodig politisk manøvre.

Efter udrensningen blev Viktor Lutze udnævnt som ny leder af SA. Han var loyal, men uden Röhms karisma eller ambitioner. SA blev reduceret til en sekundær funktion i det nazistiske magtapparat. De fik stadig lov til at eksistere, men uden politisk indflydelse. SS overtog SA’s tidligere rolle som elitestyrke, og mange SA-medlemmer blev enten overflyttet, afskediget eller reduceret til paradefunktioner.

Eftermæle, Symbolik og Lederskab

På trods af deres reducerede rolle efter 1934 bevarede SA en vis symbolsk betydning i Det Tredje Rige. Gader blev opkaldt efter organisationen – eksempelvis blev Kaiserstrasse i Berlin omdøbt til Strasse der SA. Deres officielle sang, Wir sind die braunen Soldaten, blev brugt ved parader og festligheder, og havde vers som: “Stolze und frei, stark und treu – wir marschieren für Deutschland neu.”
Denne sang cementerede billedet af SA som de tidlige forkæmpere for nationalsocialismen, også selvom organisationen i praksis var blevet marginaliseret.

SA’s ledelse gennem årene afspejlede organisationens skiftende karakter:

  • 1920 – 1921 : Emil Maurice – En af Hitlers tidlige støtter og livvagter.
  • 1921 – 1923 : Hans Ulrich Klintzsche – Første officielle leder efter Maurice.
  • 1923 – 1923 : Hermann Göring – Kort lederperiode Ca. 3 måneder (august – november) efter Ølkælderkuppet.
  • 1926 – 1930 : Franz Pfeiffer von Salomon – Ledte SA under reorganiseringen.
  • 1930 – 1931 : Adolf Hitler – Tog formelt kontrol over organisationen.
  • 1931 – 1934 : Ernst Röhm – Mest magtfulde leder med revolutionær vision.
  • 1934 – 1943 : Viktor Lutze –  Stille og loyal administrator efter Röhm.
  • 1943 – 1945 : Wilhelm Scheppmann – Sidste leder, da SA reelt var betydningsløs.

Mellem november 1923 (efter Ølkælderkuppet) og 1926 havde SA ingen officiel centralleder, da organisationen stort set blev opløst og forbudt i kølvandet på kuppets fiasko.

Ved krigens slutning i 1945 havde SA for længst mistet sin betydning. Organisationen blev forbudt som en del af den nazistiske infrastruktur, og dens tidligere medlemmer blev afhørt, retsforfulgt eller forsøgt integreret i efterkrigstidens Tyskland. SA’s historie er et eksempel på, hvordan en radikal bevægelse kan blive sin egen værste fjende og ende med at blive ofret af det system, den selv var med til at skabe.