Da tyske tropper marcherede ind i Danmark den 9. april 1940, opstod en ny politisk virkelighed. Landet var besat, men havde formelt bevaret sin regering og en vis grad af selvstyre. Dette særlige forhold gav plads til spændinger mellem samarbejdspolitikken og de kræfter, der ønskede et ideologisk opgør. Ét parti så straks en mulighed for at styrke sin position: Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).
Under ledelse af Frits Clausen forsøgte DNSAP at fremstå som det naturlige politiske alternativ til det eksisterende styre. Partiet mente, at tiden var inde til at tage magten – gerne med hjælp fra den tyske besættelsesmagt. Sommeren 1940 blev startskuddet til en række bevidste provokationer, hvor DNSAP udfordrede myndighedernes autoritet. To hændelser skulle få særlig symbolsk betydning: “Slaget i Roskilde” og den spektakulære “cykeldemonstration” i København.
Slaget i Roskilde: National-socialistisk udfordring mod dansk lov og orden
Den 30. juni 1940 blev et vigtigt vendepunkt for DNSAP. På trods af forbud mod politiske optog og uniformering gennemførte partiet et stort offentligt møde i Roskilde. Arrangementet blev ledet af sysselleder Ejnar Jørgensen, en af partiets mest aktive agitatorer. Mødet blev afholdt på Roskilde Højskolehjem og tiltrak cirka 300 deltagere – heriblandt op mod 60 tyske soldater, der deltog i fuld uniform. Dette i sig selv var et klart signal: DNSAP anså sig som beskyttet af besættelsesmagten.
Efter mødet marcherede deltagerne i et organiseret optog gennem Roskilde by. Mange bar partiets karakteristiske brunskjorter og armbind med hagekors. Trods et forbud fra politiet valgte DNSAP bevidst at gennemføre marchen for at fremtvinge en konfrontation. Myndighederne reagerede hurtigt. Politistyrker forsøgte at opløse optoget, men blev mødt med modstand – både verbal og fysisk. Flere DNSAP-medlemmer nægtede at adlyde ordrer og blev anholdt.
Situationen eskalerede til det, der senere blev kendt som “Slaget i Roskilde”. Det var ikke et egentligt slag i militær forstand, men betegnelsen signalerede alvoren. Det var den første åbne, fysiske konfrontation mellem den danske statsmagt og DNSAP under besættelsen. Presse og politi opfattede episoden som et alvorligt brud på den skrøbelige ro, der hidtil havde præget samarbejdspolitikken.
Roskilde-episoden vakte også opsigt i Tyskland. Tyske embedsmænd fulgte nøje med i udviklingen og noterede sig DNSAP’s forsøg på at fremprovokere et politisk opgør. Nogle tyske officerer havde muligvis sympati for partiet, men den overordnede linje fra Berlin var stadig klar: Danmark skulle forblive roligt og stabilt.
Myndighedernes beslutning om at gribe ind markerede en skillelinje. Politiet viste, at det – trods besættelsen – stadig håndhævede dansk lov og orden. Samtidig var det en advarsel til DNSAP om, at den danske regering ikke ville acceptere voldelige provokationer.
Cykeldemonstrationen i København: Uniformeret propaganda og statens modreaktion
Kun to dage efter hændelserne i Roskilde forsøgte DNSAP sig med en ny og endnu mere spektakulær provokation. Den 2. juli 1940 arrangerede partiet en cykeldemonstration i Københavns indre by. Tanken var både simpel og symbolsk: Grupper af uniformerede partimedlemmer, nogle med hagekorsvimpler monteret på cyklerne, skulle cykle mod Rådhuspladsen i en synkroniseret, propagandistisk opvisning.
Demonstrationen var planlagt som en symbolsk erobring af det danske hjerte – hovedstadens centrale plads. Men politiet havde gennem efterretninger fået nys om begivenheden. Denne gang var de forberedte og havde mobiliseret ekstra mandskab.
Resultatet blev en kontant og effektiv reaktion. I alt blev 149 personer anholdt – en markant optrapning i forhold til Roskilde. En af de mest bemærkelsesværdige anholdelser fandt sted i Saxogade, hvor Henning Brøndum blev arresteret i fuld nazistisk uniform: brun skjorte, spidse bukser og sorte ridestøvler. Brøndum skulle senere blive en central figur i Peter-gruppen, en af de mest frygtede tyske terrorenheder i Danmark.
Den københavnske cykeldemonstration var endnu et forsøg på at destabilisere det politiske landskab. DNSAP ønskede at udstille den danske regering som ude af stand til at kontrollere situationen. Derudover håbede partiet på at imponere tyske embedsmænd og vinde gunst i de nazistiske magtcirkler.
Men modreaktionen blev igen en anden end forventet. Politiets hurtige og målrettede indsats viste, at staten stadig havde myndighed. Samtidig var det tydeligt for besættelsesmagten, at DNSAP’s konfrontatoriske strategi var uønsket. Tyskerne ønskede fred og stabilitet – ikke et Danmark kastet ud i indre uro.
DNSAP’s politiske strategi: Provokation, propaganda og ønsket om magt
DNSAP’s handlinger i sommeren 1940 skal ses som led i en overordnet strategi. Partiet var lille – både i medlemstal og folkelig opbakning – men forsøgte at agere som en central aktør. Ved at fremprovokere opgør med politiet og skabe opmærksomhed i medierne ville man tvinge sig selv ind i den politiske samtale.
Frits Clausen, partileder siden 1933, havde ambitioner om at blive Danmarks svar på Quisling i Norge. Han mente, at vejen til magt gik gennem tysk støtte. Ved at demonstrere lydighed mod nazistisk ideologi – og samtidig vise, at den danske regering var svag – håbede han at overbevise tyskerne om, at DNSAP burde indsættes som ny ledelse i Danmark.
I en række interne partimøder og skrifter fremgår det tydeligt, at DNSAP så besættelsen som en chance for politisk gennembrud. Partiet forsøgte at kopiere det tyske nazistpartis virkemidler: uniformering, symboler, militante optog og aggressiv retorik. Men hvor NSDAP i Tyskland havde stor folkelig opbakning, mødte DNSAP i Danmark udbredt modvilje – både i befolkningen og blandt politiske modstandere.
Et andet problem for DNSAP var dets image. Partiet blev ofte opfattet som en samling marginaliserede ekstremister og arbejdsløse eventyrere. Mange danskere tog ikke partiet alvorligt, og selv tyskerne så på Clausen med skepsis. Ifølge dokumenter fra det tyske udenrigsministerium betragtede man DNSAP som udisciplineret og politisk umodent. De nazistiske ledere i Berlin ønskede ikke at forstyrre den forholdsvis fredelige besættelse med interne danske magtkampe.
Efterspil og vurdering: DNSAP’s nederlag i kampen om magten
Slaget i Roskilde og cykeldemonstrationen i København blev i sidste ende ikke springbrætter til magt, men begyndelsen på en lang nedtur. Selvom DNSAP fik midlertidig omtale i både danske og tyske medier, førte handlingerne ikke til nogen politisk sejr. Tværtimod blev de to episoder brugt af den danske regering som bevis på behovet for at opretholde samarbejdspolitikken og sikre ro i landet.
Politiets evne til at slå ned på ulovlige optog og demonstrationer blev fremhævet som bevis for statens fortsatte funktion. Der blev ikke givet nogen indrømmelser til DNSAP. I stedet øgede myndighederne overvågningen af partiet og begyndte at modarbejde det mere systematisk.
DNSAP’s mislykkede strategi afslørede en fundamental fejlvurdering. Man troede, at besættelsen automatisk ville føre til et regimeskifte. I realiteten ønskede hverken befolkningen eller besættelsesmagten et DNSAP-diktatur. Den danske samarbejdsregering viste sig langt mere effektiv til at sikre stabilitet – hvilket også var i tyskernes interesse.
Ved folketingsvalget i marts 1943 opnåede DNSAP blot 2,15 % af stemmerne. Det var en klar afvisning fra vælgerne og cementerede partiets status som marginaliseret. Frits Clausen og hans mænd havde fejllæst både den danske folkestemning og de tyske strategiske hensyn.
Slutbemærkning: En nationalistisk bevægelse uden folkelig klangbund
DNSAP’s provokationer i Roskilde og København i sommeren 1940 fremstår i dag som tragikomiske eksempler på politisk overmod og strategisk fejlvurdering. Ved at forsøge at tvinge sig til magt gennem symbolpolitik, uniformering og åben konfrontation med myndighederne, satte partiet sin troværdighed over styr.
De ønskede at fremstå som Danmarks nye ledere – men kom i stedet til at ligne en lille ekstremistisk sekt. Provokationerne skabte uro, men ikke forandring. Regeringen stod fast, politiet handlede effektivt, og befolkningen vendte sig ikke mod demokratiet, men mod dem, der truede det.
Selv i en tid præget af besættelse og politisk usikkerhed viste danskerne, at de ikke ønskede nazistisk styre. DNSAP’s drøm om magt forblev netop det – en drøm, der brast i mødet med virkeligheden.
